At være storesøster til en lillebror med diabetes.

Min lillebror har haft diabetes siden han var to år gammel. Og det har sat sine ar både på mig, og mine forældre. Det skal lige siges at jeg ikke skriver, eller siger at jeg haft/har det hårdere end andre. Vil bare gerne fortælle lidt om hvordan det er at leve i en familie hvor en af ens familie har diabetes, og hvad det kan medføre. Min farfar har også diabetes, så det ligger lidt familien. Det startede med min lillebror blev indlagt, og vi fik senere af vide at han havde diabetes. Og efter det gik det ned af bakke, jeg blev låst ude fra familien. Blev ikke en del af familien til at starte ud med. Jeg gik og havde det dårligt med mig selv, og havde det som om at mine forældre ikke så mig, eller lyttede til mig. Det var hårdt at blive overset af sine forældre. Min lillebror fik alt opmærksomheden. Græd inden jeg skulle i seng, smilede fake for at folk ikke skulle spørger hvad der var galt. Og en dag fik jeg nok, og tog et stort hop. Jeg mistede kontrollen, og jeg faldt sammen. Jeg opsøgte mine forældres opmærksomhed ved at tage piller for første gang. Det var heldigvis ikke alvorligt. Men jeg gjorde det, og det åbnede øjnene for dem. Og de indså deres fejl. Det er hårdt at leve med en lillebror som helst gerne vil have opmærksomheden hele tiden. Så for det meste er jeg på mit værelse, både for at være alene og finde mig selv. Det er ikke altid lige nemt. Og det har sat sine ar på mig! Ønsker selvfølgelig det bedste for min bror. Og hvis der var noget jeg kunne ændre ville det være at han ikke skulle leve med diabetes resten af hans liv. Elsker min familie overalt på jorden! De er det bedste jeg har.