Må dybt indrømme ..

At nu er vi ved at være der hvor jeg savner en fast kæreste utrolig meget. En dreng som elsker mig for den jeg er, og ikke for hvad jeg har. En dreng som tør være sig selv med mig. Savner en at se film med, én at putte sig helt ind til. Men problemet er bare at jeg venter på den rigtige. Så kan sidde her og glo i tusind år uden der sker noget. Det er hårdt at lave sig vente på den rette. Måske er kærligheden bare ikke kommet til mig endnu.. Hvorfor skal alle omkring mig bare være forelsket, eller have en kæreste? Det vil jeg også ha' ): Og kan ikke finde ud af om jeg er forelsket, eller om jeg ikke er. Har mødt den her dreng. Ved ikke om jeg kan lide ham, eller ej. Han er så sød ved mig, men føler han det samme som mig osv. Jeg ved det ikke, jeg må vel bare give det tid. Selvom det kan være svært at vente så længe. Men der er jo ingen grund til at tvinge kærligheden frem. Sand kærlighed kan ikke tvinges frem! Så jeg må vente, vente rigtig længe.. Man skal jo kysse mine frøer for at finde sin prins. Forhåbentlig kommer der også en prins til mig♥♥.