Alene eller ej.

Hvad hvis nu…
- At alting var godt, og der aldrig var nogen nedture. Tænk hvis man aldrig stod alene, tænk hvis der altid stod mennesker til at støtte dig, og hjælpe dig når du er faldet. Jeg har mistet mange mennesker, og der kommer sikkert flere endnu. Men det er hårdt, og man må videre selvom det kan være rigtig rigtig svært. Folk skal ikke komme og sige at jeg ikke har et hårdt liv, for det har jeg selvom man ikke kan se det nogen gange. Og jeg siger ikke at jeg har det hårdere end andre. Men bare i det hele taget har jeg det hårdt, og har haft det. Ville bare gerne have det godt hele tiden, altid have et smil på læben. Har hørt mange gange at folk siger at jeg skriver negativt, og dårlige ting. Men nogen gange har jeg bare brug for det, og hvis folk ikke kan tåle at se på det. Så se den anden vej. Folk har vel grunde til at skrive som de gør. Den lille tåre som ingen ser, falder altid imens andre ler, men selvom den falder tyst til jord. Betyder den mere end tusind ord. Dem som der har svigtet, er dem som der valgte at gå en anden vej. Men der er ingen tvivl om at de har sat deres spor i min fortid. De vil aldrig blive glemt, selvom det er svært at se det i øjnene at de er forsvundet, ønsker man dem faktisk ikke tilbage. For de har knust ens hjerte, svigtet en. Lukker bare øjnene i, og tænker på alt andet. I er ikke glemt, men heller ikke husket. I er bare et lille hak i fortiden, ikke så meget andet..